Source title in the reading translation: Møllestedgård – Historic buildings demolished by a public authority

Recorded publication dates:

How to read this material

People named in the source texts

People in the archive (3)

Automatic reading translation

This is an automatic reading translation. The source’s allegations and assessments have not been independently confirmed through translation. Check wording, qualifications and meaning against the preserved Danish original. Some retained numbers may use Danish separators: a dot for thousands and a comma for decimals. Check amounts against the Danish original.

Møllestedgård – historical buildings demolished by a public authority. Sønderborg kommune has demolished 3 wings of a historical farm and built anew on the plot. At first sight, a positive story, but quite a lot has been swept under the carpet in the new premises.

We have obtained access to records and give you an update. Sønderborg Kommune’s administration (town and landscape) imposes very strict requirements on a reconstruction project at Skansegården. In fact, the requirements are so extensive and detailed that, more than 2 years after Fredningsnævnet and Sønderborg’s municipal council granted a demolition permit for the dilapidated property, it has still not been possible to obtain a building permit.

The requirements go into such detail that municipal officials make specific demands concerning, for example, the glazing bars in the windows. They display a zeal that apparently has only the purpose of making reconstruction of the property difficult. In light of the other, much more grandiose properties in the historical Dybbøl area, it seems out of proportion.

One might be tempted to believe a kind of precedent had been established. Nevertheless, we must assume the officials act on professional grounds and are not motivated by personal or political interests. But can the administration really polish its halo and say that it always acts impartially and that all citizens receive the same treatment?

Today we examine how the rules are enforced when it is one of Sønderborg Kommune’s own historical properties that needs renovation. Møllestedgård – a relocated farm Møllestedgård was relocated from Krogvejen in 1794 and is the southernmost farm on Kær Vestermark. The farm is considered to have historical value because it formed the southernmost part of the Battle of Als.

Here is an extract from the municipality's own assessment: “The site does, however, have significant value in telling cultural history. The present buildings were erected in 1864, but the farm dates back to the late 1700s, when it was relocated from Ulkebøl. The area's characteristic settlement pattern is mentioned in Sønderborg Kommune's landscape analysis for Kær Halvø, which specifically points out that the area's dominant and characteristic buildings should be supported if new buildings are erected.” Møllestedgård was expropriated in 1964 and the land incorporated into a military training area.

Sønderborg Kommune bought the area in 2014, after which it received conservation protection. The farm has been used by Green Makerspace, Hjemmeværnet and Historiecentret to store old cannons. It has also featured in the annual reenactments of the Battle of Als, with Danish, German and Norwegian participants passionate about communicating the important wars of the 1800s.

Møllestedgård was nevertheless considered for an entirely new use when, a couple of years ago, it was decided that the farm should accommodate around 40 citizens with disabilities, many of whom currently work at the sheltered workshop SAABU Søndervang in Sønderborg. Sønderborg Byråd therefore allocated 12 million kroner to convert the poorly maintained historical property so it could accommodate the users from Søndervang. Good purpose – questionable means.

An entirely positive and good purpose, and, as the saying goes, the end justifies the means. But in this case, a number of the municipality’s own rules had to be bent to make the project succeed. The challenges piled up.

For example, the structure intended to carry the new roof on the stable building was not strong enough and had to be replaced – and there were a number of other surprises that increased costs. Soon the budget was 13,7 million instead of 12, and demolition and new construction began to be considered instead of alterations. But, as the municipality’s own conservation architect mentions in this quotation, that was not entirely straightforward either: ‘Just as Sønderborg Kommune expects a certain architectural quality from the town’s developers, we should also expect it of ourselves.

Less than a year ago, a section 14 prohibition on demolition was imposed, which also covered barns/stables. So if we ourselves choose to demolish, whether worthy of preservation or not, replacement buildings should be erected that complement the farmhouse and the retirement dwelling, enclose the existing farmyard and thus do not disregard the cultural values.’ Financial considerations above cultural values. The good objective again encountered financial considerations.

The ambitions were therefore adjusted – and the bar was lowered repeatedly along the way. Here are some extracts from internal emails among the administration’s staff: ‘Of course, it is unrealistic to imagine that, with municipal budgets, a thatched roof will be put back on.’ ‘As they will very probably end up using corrugated metal sheets for the roof covering, I would recommend that they keep the windows below the eaves, as breaking the eaves and the large glazed sections are foreign to the building style if executed with the harsh transitions I think they will have.’ It was also desirable to have: ‘some masonry above the windows. However, he rejected this somewhat on financial grounds, and that is understandable too.’ ‘I do not know much about the project and only vaguely remember the discussions.

Perhaps I do not really want to know all the details either, but simply be glad that the farm is getting a new lease of life.’ In short, they demolished 3 buildings subject to a section 14 demolition prohibition. They also built replacement structures foreign to the building style. Testing the boundaries in grey areas.

In addition, there was the entire legal aspect concerning conflict with rural-zone rules and the local plan, which we learned about through access to records. The dilemma between doing what is right or what is most practical is described in these quotations from the municipality’s own lawyers and case officers. We must warn you that this part is rather dry reading: ‘This case involves a combination of a change of use and the construction of a new building.

Even though, according to the information provided, the building will be constructed with the same dimensions as the existing one, it cannot be ruled out that the combination of a change of use and new construction itself triggers a requirement for a local plan. This must also be seen in light of the fact that demolishing the building with a view to rebuilding it for another purpose may pose a challenge in relation to rural-zone rules. ‘Here we have a challenge concerning rural-zone rules. If an appeal were lodged against the rural-zone case, I do not think the municipality would prevail, but the likelihood of that happening at that location is probably low.

It would have to be because someone took exception to the old agricultural buildings being demolished.’ ‘I think that, legally speaking, it ought to lead to a local plan in light of the challenges concerning rural-zone rules. If that were not the case, I think we could argue that a local plan is not mandatory, as mentioned above. That means we are dealing with a calculated assessment of the risk of the case being appealed, and it therefore becomes something management must decide finally on this informed basis.’ ‘The conclusion must be that we run a risk if we choose to proceed with a rural-zone permit and it is appealed, as there is a probability that we will not prevail in arguing that it can be dealt with through a rural-zone permit.’ ‘The assessment and conclusion after discussing it with you, (name 1) and (name 2), is that the application and the project will be handled as a rural-zone case and that the project does not trigger a requirement for a local plan.

This is based on the earlier assessment of the submitted project.’ Entirely deliberate. It appears everyone was aware that they were on thin ice, but that the various departments turned a blind eye to a host of infringements that would probably have had immediate and unpleasant consequences for any other citizen or company wishing to do the same. Apparently, they hoped it would fly under the radar and go unnoticed.

In this case, these are the same departments and officials that are still preventing reconstruction of Skansegården. Is it fair to ride the highest cultural and moral horse when approving citizens’ building cases, while acting as described in the Møllestedgård case oneself? Admittedly, financial considerations have meant that the project does not live up to the ambitions, but financial considerations are not taken into account when requirements are imposed on citizens’ buildings.

Here, rules are… rules! The story of a renovation that is not practically (or financially) possible, and the wish to demolish and rebuild, is entirely analogous to Skansegården. So is the connection to the military actions in 1864.

Where are Venstre and JydskeVestkysten? Peter Hansen and the party Venstre, who fought Skansegården with every available means, have not, however, been on the warpath in this case. Venstre cannot have failed to discover the case, because municipal councillor Daniel Staugaard (V) was copied on most of the email correspondence to which we have gained access.

Let us briefly repeat Peter Hansen’s and Venstre’s position on the demolition of Skansegården: ‘In Venstre, we have often taken a very pragmatic view of demolitions, as we believe there must be weighty reasons to prohibit an owner from demolishing. When we have wished to preserve the building in this case, it is because of its position in the landscape and the telling of history after 1864.’ It must be difficult for Peter Hansen, then a city councillor and Venstre’s political spokesman, and his party to explain why they actively helped demolish Møllestedgård, which has ‘significant cultural-historical storytelling value’ in relation to the fighting in 1864. Perhaps that is why Venstre and Sønderborg Municipality wished to keep this case under the radar.

JydskeVestkysten, whose board Peter Hansen chairs, has not asked critical questions either. Why might that be? Fact boxes: Why we investigate these cases.

We do so because Peter Hansen has shown us very clearly that there are two sets of rules for Danish citizens. One applies to the vast majority of us; another applies to a power elite of major businesspeople, politicians, legal professionals and officials who, perhaps through favours, gifts of appreciation or pressure, can influence the press, a local business network, decision-makers and officials at every level of municipal and state authorities, members of parliament and even law enforcement. This is deeply offensive to one’s sense of justice, especially when one experiences that these people can make life very difficult for anyone who protests.

We know that many good people have been run over by that machine. Fighting back takes both energy and financial resources. We understand those who have given up.

We continue because we can – and because we believe someone should take up the fight. Even if none of the national media dare touch these cases. We spend thousands of hours on research.

This means the full documentation of these many questionable activities is ready for the day an editor has the courage to confront one of the media industry’s most powerful people (Peter Hansen chairs the boards of JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier and Den Sydvestjydske Venstrepresse) and his friends. It is ready for the day things collapse for one or more of these people who bend the rules as they see fit. Everything is freely available.

Why we write about Peter Erik Hansen: • Peter Erik Hansen, together with a regional media company, started the conflict over Skansegården and the campaign against the property’s owner. This took the form of more than 50 attacks and negative mentions in various media (FB and JydskeVestkysten). • Only after 1,5 years of campaigning did we respond and turn the spotlight on some of the Venstre politician’s own exploits. • This led Peter Erik Hansen to report the owner to the police and use all his powers as a politician to bury the owner in unjustified accusations and threats of legal action. • Peter Erik Hansen also attempted to discredit the owner through repeated direct approaches to his employers. • At the same time, the owner has experienced pressure directed at his banking relationships and attacks through local business networks. • Throughout the conflict, Peter Erik Hansen has been backed by Venstre in Sønderborg, as well as his business partners. It appears that Peter Erik Hansen likes neither freedom of expression, access to public records nor local entrepreneurs.

It also seems he can appear on the front page of JydskeVestkysten and accuse anyone, for example the owner, Trine Lindén and others, without the outlet in any way fact-checking the statements of its board chair. That has actually led Pressenævnet to express partial criticism of JydskeVestkysten. That is reason enough for us to continue telling the story.

Watch the video here: https://fb.watch/eRNEDV55gn/

Original source text

Read the Danish original

Source title: Møllestedgård - historiske bygninger nedrevet af offentlig myndighed

Møllestedgård - historiske bygninger nedrevet af offentlig myndighed Sønderborg kommune har nedrevet 3 længer på en historiske gård og bygget nyt på grunden. Umiddelbart en positiv historie, men der er en hel del, der er fejet ind under gulvtæppet i de nye lokaler. Vi har fået aktindsigt og giver dig en update.

Sønderborg Kommunes administration (by og landskab) stiller meget skrappe krav til et genopbygningsprojekt på Skansegården. Faktisk så omfattende og detaljerede krav, at der stadig, godt 2 år efter at Fredningsnævnet og Sønderborg Byråd gav en nedrivningstilladelse til den forfaldne ejendom, ikke er lykkedes at få en byggetilladelse. Kravene er helt nede i en detaljeringsgrad, hvor kommunens embedsmænd har specifikke krav til eksempelvis sprosserne på vinduerne.

Der udvises en nidkærhed, der tilsyneladende kun har til formål at vanskeliggøre en genopbygning af ejendommen. Set i lyset af de andre, langt mere pompøse, ejendomme i det historiske Dybbøl-område, virker det ude af proportion. Man kunne fristes til at tro, at der var dannet en form for præcedens.

Alligevel må vi gå ud fra, at embedsmændene handler ud fra faglighed og ikke er motiveret af personlige eller politiske interesser. Men kan forvaltningen virkelig pudse glorien og sige, at de altid handler uvildigt, og at alle borgere får samme behandling? Vi tager i dag et kig på, hvordan reglerne håndhæves, når det er en af Sønderborg Kommunes egne historiske ejendomme, der trænger til en renovering.

Møllestedgård - en udflyttergård Møllestedgård blev i 1794 udflyttet fra Krogvejen, og er den sydligste gård på Kær Vestermark. Gården vurderes til at have historisk værdi, idet den udgjorde den sydligste del af kampen om Als. Her er uddrag fra kommunens egen vurdering: ”Stedet har dog en væsentlig kulturhistorisk fortælleværdi.

De nuværende bygninger er opført i 1864, men gården kan dateres tilbage til slutningen af 1700 tallet, hvor den blev udflyttet fra Ulkebøl. Områdets karakteristiske bebyggelsesstruktur er nævnt i Sønderborg Kommunes landskabsanalyse for Kær Halvø, hvor der netop gøres opmærksom på, at områdets dominerende og karakteristiske bebyggelse bør understøttes, hvis der opføres ny bebyggelse.” Møllestedgård blev i 1964 eksproprieret, og jorden blev inddraget til militært øvelsesterræn. Sønderborg Kommune købte området i 2014, hvorefter det blev fredet.

Gården har været brugt af Green Makerspace, Hjemmeværnet - og af Historiecentret til opbevaring af gamle kanoner. Desuden har den indgået i de årlige genopførelser af Slaget om Als, hvor der er deltagelse af både danske, tyske og norske statister, der brænder for formidling af 1800-tallets vigtige krige. Møllestedgård kom dog i spil til en hel ny anvendelse, da det for et par år siden blev besluttet, at gården skulle kunne tage imod omkring 40 handicappede borgere, hvoraf mange i dag arbejder på det beskyttede værksted SAABU Søndervang i Sønderborg.

Derfor bevilgede Sønderborg Byråd 12 millioner kroner til en ombygning af den misvedligeholdte historiske ejendom - så den kunne huse brugerne fra Søndervang. Godt formål - tvivlsomme midler Et helt igennem positivt og godt formål, og man siger jo, at formålet helliger midlet. Men i dette tilfælde måtte man bøje en del af kommunens egne regler for at få projektet til at lykkes.

Udfordringerne hobede sig op. Eksempelvis var den konstruktion, der skulle bære det nye tag på staldbygningen, ikke stærk nok, og skulle udskiftes - og der var en del andre fordyrende overraskelser. Snart hed budgettet 13,7 millioner i stedet for 12, og man begyndte at overveje nedrivning og nybygning i stedet for ombygning.

Men det var som kommunens egen bevaringsarkitekt nævner i dette citat heller ikke helt enkelt: ”Ligesom Sønderborg Kommune forventer en vis arkitektonisk kvalitet hos byens bygherrer, bør vi også forvente dette af os selv. Der blev for under et år siden nedlagt et §14 forbud mod nedrivning, hvilket ligeledes omfattede lader/stald. Så hvis vi selv vælger at rive ned, bevaringsværdige eller ej, bør der opføres noget erstatningsbyggeri, der supplerer stuehuset og aftægtsboligen samt omrammer det eksisterende gårdrum og derved ikke tilsidesætter de kulturmæssige værdier.” Økonomiske over kulturmæssige værdier Den gode målsætning løb igen ind i økonomiske hensyn.

Derfor tilpassede man ambitionerne - og barren blev sænket gang på gang undervejs. Her er nogle udpluk fra interne mails blandt forvaltningens medarbejdere: ”Det er selvfølgelig urealistisk at forestille sig, at der med de kommunale budgetter kommer stråtag på igen." ”Da de med høj sandsynlighed ender med at anvende pandeplader til tagbelægningen, vil jeg anbefale, at de holder vinduerne under tagfoden, da bruddet med tagfoden, samt de store glaspartier er fremmed for bygningsstilen, hvis det udføres med de hårde overgange, jeg tænker det bliver.” Det var også ønskværdigt med: ”noget murværk over vinduerne. Dette afviste han dog lidt grundet økonomien, og det er også forståeligt." ”Jeg kender ikke så meget til projektet og husker kun svagt drøftelserne.

Måske vil jeg egentlig heller ikke kende alle detaljer, men blot glædes over at gården får nyt liv.” Kort fortalt nedrev man 3 bygninger, der havde et §14 forbud mod nedrivning. Man lavede også et erstatningsbyggeri, der er fremmed for bygningsstilen. Grænsesøgning i gråzoner Derudover var der hele det juridiske aspekt omkring konflikt med landzonereglerne og lokalplanen, som vi har fået kendskab til via aktindsigt.

Dilemmaet mellem at gøre det rigtige eller det mest praktiske beskrives i disse citater fra kommunens egne jurister og sagsbehandlere. Vi er nødt til at advare om, at denne del er lidt tør læsning: ”I denne sag er der tale om en kombination af ændret anvendelse og nyopførelse af en bygning. Selv om bygningen efter det oplyste opføres i samme dimensioner som den eksisterende, så kan det ikke udelukkes, at kombinationen af ændret anvendelse og nyopførelse i sig selv udløser lokalplanpligt.

Dette skal også ses i lyset af, at nedrivning af bygningen med henblik på genopførelse til et andet formål kan være en udfordring i forhold til landzonereglerne. ”her har vi en landzonemæssig udfordring. Hvis landzonesagen ville blive påklaget, tror jeg ikke, kommunen ville få medhold, men der er nok ringe sandsynlighed for, at det vil ske på det sted. Det skulle så være fordi det faldt nogen for, at de gamle driftsbygninger blev revet ned.” ”Jeg tænker, at det rent juridisk burde føre til lokalplan set i lyset af, at der er udfordringer i forhold til landzonereglerne.

Hvis det ikke var tilfældet, tænker jeg, at vi godt kunne argumentere for ikke-lokalplanpligt, som nævnt oven for. Det vil sige, at vi er ude i er en kalkuleret risikovurdering af sandsynligheden for, at sagen bliver påklaget, og dermed bliver det noget ledelsen må tage endelig stilling til på dette oplyste grundlag.” ”Konklusionen må være, at vi løber en risiko, hvis vi vælger at gå med en landzonetilladelse, og den bliver påklaget, idet der er en sandsynlighed for, at vi ikke vil få medhold i at det er noget, der kan klares med en landzonetilladelse. ”Vurderingen og konklusion efter at have drøftet det med jer, (navn 1) og (navn 2) er, at ansøgningen og projektet behandles som en landzonesag, og at projektet ikke udløser lokalplanpligt. Dette med baggrund i tidligere vurdering, af indsendt projekt.” Helt bevidst Det ser ud til, at alle var bevidste om, at man var ude på tynd is, men at de forskellige forvaltninger har set gennem fingre med et hav af overskridelser, der nok ville have haft øjeblikkelige og ubehagelige konsekvenser for enhver anden borger eller virksomhed, der ønskede at gøre det samme.

Man har åbenbart håbet på, at den kørte under radaren og ikke blev opdaget. Det er i denne sag de samme forvaltninger og embedsmænd, der stadig forhindrer opbygningen af Skansegården. Er det fair at ride på den helt høje kulturmoralske hest, når man skal godkende borgernes byggesager, mens man selv agerer som beskrevet i Møllestedgård-sagen?

Ganske vist er det økonomiske hensyn der har gjort, at projektet ikke lever op til ambitionerne, men der tages ikke hensyn til økonomi, når der stilles krav borgernes byggerier. Her er regler… regler! Historien om en renovering, der ikke er praktisk (eller økonomisk) mulig, og ønsket om at nedrive og genopbygge er helt analog med Skansegården.

Det samme er forbindelsen til krigshandlingerne i 1864. Hvor er Venstre og JydskeVestkysten Peter Hansen og partiet Venstre, som kæmpede med alle midler mod Skansegården, har dog ikke været på krigsstien i denne sag. Venstre kan ikke have undgået at opdage sagen, for byrådsmedlem Daniel Staugaard (V) har været Cc på størstedelen af den mailkorrespondance, vi har fået adgang til.

Lad os lige repetere Peter Hansen og Venstres holdning til nedrivningen af Skansegården: ”I Venstre har vi ofte haft en meget pragmatisk holdning til nedrivninger, da vi mener, der skal være vægtige grunde til at forbyde en ejer at nedrive. Når vi har ønsket at bevare i denne sag, skyldes det bygningens placering i landskabet og historiefortællingen efter 1864.” Det må være svært for Peter Hansen (dengang byrådsmedlem og politisk ordfører for Venstre) og hans parti at forklare, hvorfor man aktivt har medvirket til nedrivning af Møllestedgård, som har ”en væsentlig kulturhistorisk fortælleværdi” i relation til kampene i 1864. Måske er det derfor, at Venstre og Sønderborg Kommune har ønsket at køre denne sag under radaren.

JydskeVestkysten (hvor Peter Hansen er bestyrelsesformand) har heller ikke stillet kritiske spørgsmål. Hvorfor mon? Faktabokse: Derfor graver vi i disse sager Det gør vi, fordi Peter Hansen helt tydeligt har vist os, at der er to regelsæt for danske borgere.

Et, der gælder for langt de fleste af os - og et andet, der gælder for en magtelite bestående af tunge erhvervsfolk, politikere, jurister og embedsmænd, der - måske gennem vennetjenester, erkendtligheder eller pression - kan påvirke pressen, et lokalt erhvervsnetværk, beslutningstagere og embedsmænd på alle niveauer i kommunale og statslige myndigheder, folketingspolitikere og sågar ordensmagten. Det er meget krænkende for ens retsfølelse. Især når man oplever, at disse mennesker har mulighed for at gøre livet rigtig besværlig for alle, der protester.

Vi ved, at mange gode mennesker er blevet kørt over af den maskine. Det kræver både energi og økonomiske midler at kæmpe imod. Vi forstår godt de, der har givet op.

Vi fortsætter, fordi vi kan - og fordi vi mener, at nogen bør tage kampen. Også selvom ingen af de landsdækkende medier tør røre ved disse sager. Vi bruger tusindvis af timer på research.

Det betyder, at hele dokumentationen for disse mange tvivlsomme aktiviteter ligger klar, den dag en redaktør har mod til at gå op mod et af mediebranchens mest magtfulde mennesker (Peter Hansen er bestyrelsesformand i både JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier og Den Sydvestjydske Venstrepresse) og hans venner. Det ligger klar til den dag læsset vælter for et eller flere af disse mennesker, der bøjer reglerne efter forgodtbefindende. Alt er frit tilgængeligt.

Derfor skriver vi om Peter Erik Hansen: • Peter Erik Hansen startede, sammen med et regionalt mediehus, konflikten om Skansegården og kampagnen mod ejendommens ejer ejeren. Det skete i form af mere end 50 angreb og negative omtaler på diverse medier (FB og JydskeVestkysten). • Først efter 1,5 års kampagne tog vi til genmæle og satte fokus på nogle af Venstrepolitikerens egne bedrifter. • Det fik Peter Erik Hansen til at anmelde ejeren til politiet, samt bruge alle sine magtbeføjelser som politiker til at begrave ejeren i uberettigede anklager og trusler om sagsanlæg. • Peter Erik Hansen forsøgte også at miskreditere ejeren gennem gentagne direkte henvendelser til dennes arbejdsgivere. • Samtidig har ejeren oplevet pression mod bankforbindelser og angreb gennem lokale erhvervsnetværk. • Hele vejen i konflikten er Peter Erik Hansen blevet bakket op af Venstre i Sønderborg - samt sine erhvervsmæssige samarbejdspartnere. Det ser ud til, at Peter Erik Hansen hverken bryder sig om ytringsfrihed, aktindsigt eller lokale iværksættere.

Desuden lader det til, at han kan stille sig op på forsiden af JydskeVestkysten og anklage enhver (eksempelvis ejeren, Trine Lindén m.fl.), uden at mediet på nogle måder faktatjekker deres bestyrelsesformands udtalelser. Det har faktisk fået Pressenævnet til at udtrykte en delvis kritik af JydskeVestkysten. Det er grund nok til, at vi fortsætter med at fortælle.

Se video her: https://fb.watch/eRNEDV55gn/

Other text versions

Text version dated Sources without a confirmed post date

This is an automatic reading translation. The source’s allegations and assessments have not been independently confirmed through translation. Check wording, qualifications and meaning against the preserved Danish original. Some retained numbers may use Danish separators: a dot for thousands and a comma for decimals. Check amounts against the Danish original.

Møllestedgård
– historical buildings demolished by a public authority

Sønderborg Kommune has demolished 3 wings of a historic farm and built anew on the site. At first glance, a positive story, but quite a lot has been swept under the carpet in the new premises. We have obtained access to public records and give you an update.

Sønderborg Kommune's administration (urban development and landscape) imposes very strict requirements on a reconstruction project at Skansegården. The requirements are in fact so extensive and detailed that, even a good 2 years after Fredningsnævnet and Sønderborg Byråd granted a demolition permit for the dilapidated property, it has still not been possible to obtain a building permit. The requirements extend to such a level of detail that municipal officials have specific demands concerning, for example, the glazing bars in the windows.

They display a zeal that apparently serves only to make rebuilding the property difficult.

In light of the other, far more pompous properties in the historic Dybbøl area, it seems disproportionate. One might be tempted to believe that some form of precedent had been established. Nevertheless, we must assume that officials act on professional grounds and are not motivated by personal or political interests.

But can the administration really polish its halo and say that it always acts impartially and that all citizens receive the same treatment? Today we look at how the rules are enforced when one of Sønderborg Kommune's own historic properties needs renovation.

Møllestedgård – a relocated farm
Møllestedgård was relocated from Krogvejen in 1794 and is the southernmost farm at Kær Vestermark. The farm is considered to have historical value because it formed the southernmost part of the battle for Als. Here is an extract from the municipality’s own assessment: ‘The site does, however, have significant value for telling cultural history.

The present buildings were erected in 1864, but the farm can be dated back to the late 1700s, when it was relocated out of Ulkebøl. The characteristic settlement structure of the area is mentioned in Sønderborg Kommune’s landscape analysis for Kær Halvø, which specifically notes that the area’s dominant and characteristic buildings should be supported if new buildings are erected.’

Møllestedgård was expropriated in 1964, and the land was taken over for military training. Sønderborg Kommune bought the area in 2014, after which it was placed under protection. The farm has been used by Green Makerspace, Hjemmeværnet and Historiecentret for storing old cannons. It has also formed part of the annual re-enactments of the Battle of Als, with Danish, German and Norwegian re-enactors who are passionate about conveying the important wars of the 1800s.

Møllestedgård was nevertheless considered for an entirely new use when, a couple of years ago, it was decided that the farm should accommodate around 40 citizens with disabilities, many of whom currently work at the sheltered workshop SAABU Søndervang in Sønderborg. Sønderborg Byråd therefore allocated 12 million kroner to convert the poorly maintained historical property so it could accommodate the users from Søndervang.

Good purpose – questionable means
An entirely positive and good purpose, and… as the saying goes, the end justifies the means. But in this case, a number of the municipality’s own rules had to be bent to make the project succeed. The challenges piled up.

For example, the structure intended to support the new roof on the stable building was not strong enough and had to be replaced, and there were several other costly surprises. Soon the budget was 13,7 million instead of 12, and demolition and new construction began to be considered instead of conversion.

But, as the municipality’s own conservation architect mentions in this quotation, that was not entirely straightforward either: ‘Just as Sønderborg Kommune expects a certain architectural quality from the town’s developers, we should also expect it of ourselves. Less than a year ago, a section 14 prohibition on demolition was imposed, which also covered barns/stables. So if we ourselves choose to demolish, whether worthy of preservation or not, replacement buildings should be erected that complement the farmhouse and the retirement dwelling, enclose the existing farmyard and thus do not disregard the cultural values.’ 

Financial considerations above cultural values
The worthwhile objective once again ran up against financial considerations. The ambitions were therefore adjusted, and the bar was lowered again and again along the way. 

Here are some extracts from internal emails among the administration’s staff:

“Of course, it is unrealistic to imagine that, with municipal budgets, the thatched roof will be restored."

 ‘As they will very probably end up using corrugated metal sheets for the roof covering, I would recommend that they keep the windows below the eaves, as breaking the eaves and the large glazed sections are foreign to the building style if executed with the harsh transitions I think they will have.’

 It was also desirable to have: ‘some masonry above the windows. However, he rejected this somewhat on financial grounds, and that is understandable too.’

 ‘I do not know much about the project and only vaguely remember the discussions. Perhaps I do not really want to know all the details either, but simply rejoice that the farm is getting a new lease of life.’

In short, they demolished 3 buildings subject to a section 14 demolition prohibition. They also built replacement structures foreign to the building style.

Testing the boundaries in grey areas
There was also the entire legal aspect involving a conflict with rural-zone rules and the local development plan, which we learned about through access to records. The dilemma between doing the right thing and doing the most practical thing is described in these quotations from the municipality’s own legal professionals and case officers.

We must warn you that this part is rather dry reading:

‘This case involves a combination of a change of use and the construction of a new building. Even though, according to the information provided, the building will be constructed with the same dimensions as the existing one, it cannot be ruled out that the combination of a change of use and new construction itself triggers a requirement for a local plan. This must also be seen in light of the fact that demolishing the building with a view to rebuilding it for another purpose may pose a challenge in relation to rural-zone rules.

 ‘Here we have a challenge concerning rural-zone rules. If an appeal were lodged against the rural-zone case, I do not think the municipality would prevail, but the likelihood of that happening at that location is probably low. It would have to be because someone took exception to the old agricultural buildings being demolished.’

 ‘I think that, legally speaking, it ought to lead to a local plan in light of the challenges concerning rural-zone rules. If that were not the case, I think we could argue that a local plan is not mandatory, as mentioned above.

This means we are dealing with a calculated risk assessment of the likelihood that the case will be appealed. It therefore becomes something management must finally decide on the basis of this information.”

‘The conclusion must be that we run a risk if we choose to proceed with a rural-zone permit and it is appealed, as there is a probability that we will not prevail in arguing that it can be dealt with through a rural-zone permit.

‘The assessment and conclusion after discussing it with you, (name 1) and (name 2), is that the application and the project will be handled as a rural-zone case and that the project does not trigger a requirement for a local plan. This is based on the earlier assessment of the submitted project.’

Entirely deliberate
It appears everyone was aware that they were on thin ice, but that the various departments turned a blind eye to a host of infringements that would probably have had immediate and unpleasant consequences for any other citizen or company wishing to do the same. Apparently, they hoped it would fly under the radar and go unnoticed.

In this case, it is the same administrations and officials who are still preventing the rebuilding of Skansegården. Is it fair to ride the highest cultural and moral horse when approving citizens’ building projects while acting as described in the Møllestedgård case yourselves? Admittedly, financial considerations have meant that the project does not live up to its ambitions, but finances are not taken into account when requirements are imposed on citizens’ construction projects.

Here, rules are rules!

The story of a renovation that is not practically or financially possible, and the wish to demolish and rebuild, is entirely analogous to Skansegården. So is the connection to the fighting in 1864.

Where are Venstre and JydskeVestkysten?
Peter Hansen and the Venstre party, who fought Skansegården by every means, have not, however, been on the warpath in this case. Venstre cannot have failed to notice the case, since city councillor Daniel Staugaard (V) was copied into most of the email correspondence we have obtained access to.

Let us briefly recap Peter Hansen’s and Venstre’s position on demolishing Skansegården: ‘In Venstre, we have often taken a very pragmatic view of demolitions, as we believe there must be weighty reasons to prohibit an owner from demolishing. When we have wished to preserve in this case, it is because of the building’s position in the landscape and the historical narrative after 1864.’

It must be difficult for Peter Hansen, then a city councillor and Venstre’s political spokesman, and his party to explain why they actively helped demolish Møllestedgård, which has ‘significant cultural-historical storytelling value’ in relation to the fighting in 1864.

Perhaps that is why Venstre and Sønderborg Kommune have wanted to keep this case under the radar. JydskeVestkysten, where Peter Hansen is board chair, has not asked critical questions either. Why might that be?

Why we investigate these cases

We do this because Peter Hansen has shown us very clearly that there are two sets of rules for Danish citizens. One applies to the vast majority of us, and another applies to a power elite consisting of major businesspeople, politicians, lawyers and officials who, perhaps through favours, gifts or pressure, can influence the press, a local business network, decision-makers and officials at every level of municipal and state authorities, members of parliament and even law enforcement.

This is deeply offensive to one’s sense of justice, especially when one experiences that these people can make life very difficult for anyone who protests. We know that many good people have been run over by that machine. It takes both energy and financial resources to fight back. We understand those who have given up.

We continue because we can – and because we believe someone should take up the fight. Even if none of the national media dare touch these cases. We spend thousands of hours on research.

This means the full documentation of these many questionable activities is ready for the day an editor has the courage to confront one of the media industry’s most powerful people (Peter Hansen chairs the boards of JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier and Den Sydvestjydske Venstrepresse) and his friends. It is ready for the day things collapse for one or more of these people who bend the rules as they see fit.

Everything is freely available at:
The Facebook page Dybbøl Banke Skansegården and here at site.dybbolbanke.dk

 Why we write about Peter Erik Hansen

Together with a regional media house, Peter Erik Hansen started the conflict over Skansegården and the campaign against the property's owner, the owner. This took the form of more than 50 attacks and negative mentions across various media (FB and JydskeVestkysten).

Only after a 1,5-year campaign did we respond and highlight some of the Venstre politician's own exploits.

This led Peter Erik Hansen to report the owner to the police and use all his powers as a politician to bury the owner in unjustified accusations and threats of legal action.

Peter Erik Hansen also attempted to discredit the owner through repeated direct approaches to his employers.

At the same time, the owner has experienced pressure directed at his banking relationships and attacks through local business networks.

Throughout the conflict, Peter Erik Hansen has been supported by Venstre in Sønderborg and by his business associates.

It appears that Peter Erik Hansen likes neither freedom of expression, access to records nor local entrepreneurs. It also seems that he can appear on JydskeVestkysten’s front page and accuse anyone (for example, the owner, Trine Lindén and others) without the media outlet fact-checking its board chair’s statements in any way. This has in fact led Pressenævnet to express partial criticism of JydskeVestkysten.

That is reason enough for us to continue telling the story. You can therefore read about more of Peter Erik Hansen's creative schemes, and find documentation for them, on the Facebook page Dybbøl Banke Skansegården and here at site.dybbolbanke.dk

Read the Danish original

Møllestedgård
– historiske bygninger nedrevet af offentlig myndighed

Sønderborg kommune har nedrevet 3 længer på en historiske gård og bygget nyt på grunden. Umiddelbart en positiv historie, men der er en hel del, der er fejet ind under gulvtæppet i de nye lokaler. Vi har fået aktindsigt og giver dig en update.

Sønderborg Kommunes administration (by og landskab) stiller meget skrappe krav til et genopbygningsprojekt på Skansegården. Faktisk så omfattende og detaljerede krav, at der stadig, godt 2 år efter at Fredningsnævnet og Sønderborg Byråd gav en nedrivningstilladelse til den forfaldne ejendom, ikke er lykkedes at få en byggetilladelse. Kravene er helt nede i en detaljeringsgrad, hvor kommunens embedsmænd har specifikke krav til eksempelvis sprosserne på vinduerne.

Der udvises en nidkærhed, der tilsyneladende kun har til formål at vanskeliggøre en genopbygning af ejendommen.

Set i lyset af de andre, langt mere pompøse, ejendomme i det historiske Dybbøl-område, virker det ude af proportion. Man kunne fristes til at tro, at der var dannet en form for præcedens. Alligevel må vi gå ud fra, at embedsmændene handler ud fra faglighed og ikke er motiveret af personlige eller politiske interesser.

Men kan forvaltningen virkelig pudse glorien og sige, at de altid handler uvildigt, og at alle borgere får samme behandling? Vi tager i dag et kig på, hvordan reglerne håndhæves, når det er en af Sønderborg Kommunes egne historiske ejendomme, der trænger til en renovering.

Møllestedgård – en udflyttergård
Møllestedgård blev i 1794 udflyttet fra Krogvejen, og er den sydligste gård på Kær Vestermark. Gården vurderes til at have historisk værdi, idet den udgjorde den sydligste del af kampen om Als. Her er uddrag fra kommunens egen vurdering: ”Stedet har dog en væsentlig kulturhistorisk fortælleværdi.

De nuværende bygninger er opført i 1864, men gården kan dateres tilbage til slutningen af 1700 tallet, hvor den blev udflyttet fra Ulkebøl. Områdets karakteristiske bebyggelsesstruktur er nævnt i Sønderborg Kommunes landskabsanalyse for Kær Halvø, hvor der netop gøres opmærksom på, at områdets dominerende og karakteristiske bebyggelse bør understøttes, hvis der opføres ny bebyggelse.”

Møllestedgård blev i 1964 eksproprieret, og jorden blev inddraget til militært øvelsesterræn. Sønderborg Kommune købte området i 2014, hvorefter det blev fredet. Gården har været brugt af Green Makerspace, Hjemmeværnet - og af Historiecentret til opbevaring af gamle kanoner. Desuden har den indgået i de årlige genopførelser af Slaget om Als, hvor der er deltagelse af både danske, tyske og norske statister, der brænder for formidling af 1800-tallets vigtige krige.

Møllestedgård kom dog i spil til en hel ny anvendelse, da det for et par år siden blev besluttet, at gården skulle kunne tage imod omkring 40 handicappede borgere, hvoraf mange i dag arbejder på det beskyttede værksted SAABU Søndervang i Sønderborg. Derfor bevilgede Sønderborg Byråd 12 millioner kroner til en ombygning af den misvedligeholdte historiske ejendom - så den kunne huse brugerne fra Søndervang.

Godt formål – tvivlsomme midler
Et helt igennem positivt og godt formål, og… man siger jo, at formålet helliger midlet. Men i dette tilfælde måtte man bøje en del af kommunens egne regler for at få projektet til at lykkes. Udfordringerne hobede sig op.

Eksempelvis var den konstruktion, der skulle bære det nye tag på staldbygningen, ikke stærk nok, og skulle udskiftes - og der var en del andre fordyrende overraskelser. Snart hed budgettet 13,7 millioner i stedet for 12, og man begyndte at overveje nedrivning og nybygning i stedet for ombygning.

Men det var som kommunens egen bevaringsarkitekt nævner i dette citat heller ikke helt enkelt: ”Ligesom Sønderborg Kommune forventer en vis arkitektonisk kvalitet hos byens bygherrer, bør vi også forvente dette af os selv. Der blev for under et år siden nedlagt et §14 forbud mod nedrivning, hvilket ligeledes omfattede lader/stald. Så hvis vi selv vælger at rive ned, bevaringsværdige eller ej, bør der opføres noget erstatningsbyggeri, der supplerer stuehuset og aftægtsboligen samt omrammer det eksisterende gårdrum og derved ikke tilsidesætter de kulturmæssige værdier.” 

Økonomiske over kulturmæssige værdier
Den gode målsætning løb igen ind i økonomiske hensyn. Derfor tilpassede man ambitionerne - og barren blev sænket gang på gang undervejs. 

Her er nogle udpluk fra interne mails blandt forvaltningens medarbejdere:

”Det er selvfølgelig urealistisk at forestille sig, at der med de kommunale budgetter kommer stråtag på igen."

 ”Da de med høj sandsynlighed ender med at anvende pandeplader til tagbelægningen, vil jeg anbefale, at de holder vinduerne under tagfoden, da bruddet med tagfoden, samt de store glaspartier er fremmed for bygningsstilen, hvis det udføres med de hårde overgange, jeg tænker det bliver.”

 Det var også ønskværdigt med:  ”noget murværk over vinduerne. Dette afviste han dog lidt grundet økonomien, og det er også forståeligt."

 ”Jeg kender ikke så meget til projektet og husker kun svagt drøftelserne. Måske vil jeg egentlig heller ikke kende alle detaljer, men blot glædes over at gården får nyt liv.”

Kort fortalt nedrev man 3 bygninger, der havde et et §14 forbud mod nedrivning. Man lavede også et erstatningsbyggeri, der er fremmed for bygningsstilen.

Grænsesøgning i gråzoner
Derudover var der hele det juridiske aspekt omkring konflikt med landzonereglerne og lokalplanen, som vi har fået kendskab til via aktindsigt. Dilemmaet mellem at gøre det rigtige eller det mest praktiske beskrives i disse citater fra kommunens egne jurister og sagsbehandlere.

Vi er nødt til at advare om, at denne del er lidt tør læsning:

”I denne sag er der tale om en kombination af ændret anvendelse og nyopførelse af en bygning. Selv om bygningen efter det oplyste opføres i samme dimensioner som den eksisterende, så kan det ikke udelukkes, at kombinationen af ændret anvendelse og nyopførelse i sig selv udløser lokalplanpligt. Dette skal også ses i lyset af, at nedrivning af bygningen med henblik på genopførelse til et andet formål kan være en udfordring i forhold til landzonereglerne.

 ”her har vi en landzonemæssig udfordring. Hvis landzonesagen ville blive påklaget, tror jeg ikke, kommunen ville få medhold, men der er nok ringe sandsynlighed for, at det vil ske på det sted. Det skulle så være fordi det faldt nogen for, at de gamle driftsbygninger blev revet ned.”

 ”Jeg tænker, at det rent juridisk burde føre til lokalplan set i lyset af, at der er udfordringer i forhold til landzonereglerne. Hvis det ikke var tilfældet, tænker jeg, at vi godt kunne argumentere for ikke-lokalplanpligt, som nævnt oven for.

Det vil sige, at vi er ude i er en kalkuleret risikovurdering af sandsynligheden for, at sagen bliver påklaget, og dermed bliver det noget ledelsen må tage endelig stilling til på dette oplyste grundlag.”

”Konklusionen må være, at vi løber en risiko, hvis vi vælger at gå med en landzonetilladelse, og den bliver påklaget, idet der er en sandsynlighed for, at vi ikke vil få medhold i at det er noget, der kan klares med en landzonetilladelse.

”Vurderingen og konklusion efter at have drøftet det med jer, (navn 1) og (navn 2) er, at ansøgningen og projektet behandles som en landzonesag, og at projektet ikke udløser lokalplanpligt. Dette med baggrund i tidligere vurdering, af indsendt projekt.”

Helt bevidst
Det ser ud til, at alle var bevidste om, at man var ude på tynd is, men at de forskellige forvaltninger har set gennem fingre med et hav af overskridelser, der nok ville have haft øjeblikkelige og ubehagelige konsekvenser for enhver anden borger eller virksomhed, der ønskede at gøre det samme. Man har åbenbart håbet på, at den kørte under radaren og ikke blev opdaget.

Det er i denne sag de samme forvaltninger og embedsmænd, der stadig forhindrer opbygningen af Skansegården. Er det fair at ride på den helt høje kulturmoralske hest, når man skal godkende borgernes byggesager, mens man selv agerer som beskrevet i Møllestedgård-sagen? Ganske vist er det økonomiske hensyn der har gjort, at projektet ikke lever op til ambitionerne, men der tages ikke hensyn til økonomi, når der stilles krav borgernes byggerier. Her er regler… regler!

Historien om en renovering, der ikke er praktisk (eller økonomisk) mulig, og ønsket om at nedrive og genopbygge er helt analog med Skansegården. Det samme er forbindelsen til krigshandlingerne i 1864.

Hvor er Venstre og JydskeVestkysten
Peter Hansen og partiet Venstre, som kæmpede med alle midler mod Skansegården, har dog ikke været på krigsstien i denne sag. Venstre kan ikke have undgået at opdage sagen, for byrådsmedlem Daniel Staugaard (V) har været Cc på størstedelen af den mailkorrespondance, vi har fået adgang til.

Lad os lige repetere Peter Hansen og Venstres holdning til nedrivningen af Skansegården: ”I Venstre har vi ofte haft en meget pragmatisk holdning til nedrivninger, da vi mener, der skal være vægtige grunde til at forbyde en ejer at nedrive. Når vi har ønsket at bevare i denne sag, skyldes det bygningens placering i landskabet og historiefortællingen efter 1864.”

Det må være svært for Peter Hansen (dengang byrådsmedlem og politisk ordfører for Venstre) og hans parti at forklare, hvorfor man aktivt har medvirket til nedrivning af Møllestedgård, som har ”en væsentlig kulturhistorisk fortælleværdi” i relation til kampene i 1864.

Måske er det derfor, at Venstre og Sønderborg Kommune har ønsket at køre denne sag under radaren. JydskeVestkysten (hvor Peter Hansen er bestyrelsesformand) har heller ikke stillet kritiske spørgsmål. Hvorfor mon?

Derfor graver vi i disse sager

Det gør vi, fordi Peter Hansen helt tydeligt har vist os, at der er to regelsæt for danske borgere. Et, der gælder for langt de fleste af os – og et andet, der gælder for en magtelite bestående af tunge erhvervsfolk, politikere, jurister og embedsmænd, der - måske gennem vennetjenester, erkendtligheder eller pression - kan påvirke pressen, et lokalt erhvervsnetværk, beslutningstagere og embedsmænd på alle niveauer i kommunale og statslige myndigheder, folketingspolitikere og sågar ordensmagten.

Det er meget krænkende for ens retsfølelse. Især når man oplever, at disse mennesker har mulighed for at gøre livet rigtig besværlig for alle, der protester. Vi ved, at mange gode mennesker er blevet kørt over af den maskine. Det kræver både energi og økonomiske midler at kæmpe imod. Vi forstår godt de, der har givet op.

Vi fortsætter, fordi vi kan - og fordi vi mener, at nogen bør tage kampen. Også selvom ingen af de landsdækkende medier tør røre ved disse sager. Vi bruger tusindvis af timer på research.

Det betyder, at hele dokumentationen for disse mange tvivlsomme aktiviteter ligger klar, den dag en redaktør har mod til at gå op mod et af mediebranchens mest magtfulde mennesker (Peter Hansen er bestyrelsesformand i både JydskeVestkysten, Jysk Fynske Medier og Den Sydvestjydske Venstrepresse) og hans venner. Det ligger klar til den dag læsset vælter for et eller flere af disse mennesker, der bøjer reglerne efter forgodtbefindende.

Alt er frit tilgængeligt på:
Facebook-siden Dybbøl Banke Skansegården og her på site.dybbolbanke.dk

 Derfor skriver vi om Peter Erik Hansen

Peter Erik Hansen startede, sammen med et regionalt mediehus, konflikten om Skansegården og kampagnen mod ejendommens ejer ejeren.  Det skete i form af mere end 50 angreb og negative omtaler på diverse medier (FB og JydskeVestkysten).

Først efter 1,5 års kampagne tog vi til genmæle og satte fokus på nogle af Venstrepolitikerens egne bedrifter.

Det fik Peter Erik Hansen til at anmelde ejeren til politiet, samt bruge alle sine magtbeføjelser som politiker til at begrave ejeren i uberettigede anklager og trusler om sagsanlæg.

Peter Erik Hansen forsøgte også at miskreditere ejeren gennem gentagne direkte henvendelser til dennes arbejdsgivere.

Samtidig har ejeren oplevet pression mod bankforbindelser og angreb gennem lokale erhvervsnetværk.

Hele vejen i konflikten er Peter Erik Hansen blevet bakket op af Venstre i Sønderborg - samt sine erhvervsmæssige samarbejdspartnere.

Det ser ud til, at Peter Erik Hansen hverken bryder sig om ytringsfrihed, aktindsigt eller lokale iværksættere. Desuden lader det til, at han kan stille sig op på forsiden af JydskeVestkysten og anklage enhver (eksempelvis ejeren, Trine Lindén m.fl.), uden at mediet på nogle måder faktatjekker deres bestyrelsesformands udtalelser. Det har faktisk fået Pressenævnet til at udtrykte en delvis kritik af JydskeVestkysten.

Det er grund nok til, at vi fortsætter med at fortælle. Derfor kan du læse om flere af Peter Erik Hansens kreative påfund, samt finde dokumentation for samme på Facebook-siden Dybbøl Banke Skansegården og her på site.dybbolbanke.dk

Skansegården ↗

Sources and original references