Archive post: »The battle over Skansegården« · 2020-04-30

• Carsten Porskrog Rasmussen — Mentioned in the current archived text
• Inge Gillesberg — Mentioned in the current archived text
• Jens Peter Rasmussen — Mentioned in the current archived text

Source title: Kampen om Skansegården

Text version dated 16 Nov 2021

Kampen om Skansegården Det startede med drømmen om et hjem på et smukt sted i historiske rammer, men besværlighederne for ejerens ønske om at skabe nyt liv på Skansegården hobede sig op. Undervejs udviklede det sig til en kamp, der har været kørt mere på følelser end fakta og sund fornuft. I sidste ende rejser forløbet spørgsmålet: Er vi alle lige for loven?

I sommeren 2018 blev Skansegården på Dybbøl Banke ved Sønderborg udbudt til salg. Sælgeren var Naturstyrelsen Sønderjylland. Skansegården, der engang summede af familieliv, havde gennem de seneste 56 år været i statens eje.

I en stor del af dén periode havde ejendommen ikke været brugt til fast beboelse. Der havde været gjort flere mere eller mindre vellykkede forsøg på at vække den gamle bygning til live. Historiecenter Dybbøl Banke havde brugt ejendommen til forskellige arrangementer, og i 1990 blev der opført et par træbarakker til formålet.

Der havde også været forsøgt etablering af et Røde Kors Museum på stedet – men initiativet blev opgivet, fordi man ikke kunne finde tilstrækkelige økonomiske midler til en restaurering. Skansegården ligger i området for Dybbøl-fredningen. Jurister vurderer, at det først og fremmest er landskabet på Dybbøl Banke, der er fredet.

Bygninger som Skansegården er ikke fredet, men må kun nedrives eller ombygges med Fredningsnævnets godkendelse. Stuehuset er dog vurderet bevaringsværdigt efter SAVE-metoden. Under statens eje blev der ikke brugt midler på at bevare Skansegården, og uden hverken varme eller vedligeholdelse gik bygningerne stille og roligt i forfald.

Den historiske ejendoms deroute kulminerede i 2018 med, at ejendommen blev udbudt til salg. Trods bygningernes tvivlsomme stand var der mange interesserede købere. En af dem var den sønderjyske erhvervsmand ejeren.

Han havde forelsket sig i Skansegården og beliggenheden og var villig til at bruge pengene på at sætte ejendommen i stand, hvis det var muligt. Han fortæller: ”Da det var en auktion med lukket bud, var det umuligt at vide, hvor stort et beløb der skulle til for at vinde auktionen. Jeg bød 5 millioner og blev glad og overrasket, da jeg vandt.

Jeg glædede mig til at kunne restaurere Skansegården og skabe nogle gode rammer for min families liv i de spændende bygninger. Jeg var naturligvis også klar over, at stedet trængte til kærlig omsorg.” Accelererende forfald på grund af forsømt vedligeholdelse På grund af de tydelige fugtskader og svampeangreb på ejendommen startede ejeren, efter faglig rådgivning, med at åbne vinduerne på Skansegården. Skimmelsvamp klarer sig bedst i lukkede, fugtige miljøer.

Den øgede ventilation var dog langt fra nok til at standse nedbrydningen af bygningens konstruktioner. Da Dansk Miljørådgivning (DMR) i juni 2019 lavede en grundig gennemgang af ejendommen, viste det sig hurtigt, at det ville blive vanskeligt at gøre den beboelig. I takt med at teknikerne arbejdede sig igennem opgaven, hobede de dårlige nyheder sig op.

Undersøgelsens primære fokus var at klarlægge konstruktionernes opbygning og tilstand, set i relation til Sønderborg Kommunes vision om Projekt Zero energioptimering. Konklusionen var, at ejendommen var udtjent og sundhedsmæssig uforsvarlig. Forfaldet var accelererende, og det var reelt ikke muligt at forandre ejendommen til et lavenergiklasse 2020-hus.

Desuden var alle gulve, vægge og lofter angrebet af omfattende og behandlingskrævende skimmelsvamp. DMR vurderede at ”omfanget af konstaterede opfugtede og skimmelangrebne konstruktioner overstiger Sundhedsstyrelsens anbefalinger – og at det er forbundet med sundhedsfare at opholde sig i bygningen.” Reviderede planer grundet sundhedsfare Konfronteret med de nøgterne kendsgerninger, besluttede ejeren sig derfor for at søge dispensation til nedrivning af bygningen og dermed få mulighed for at opbygge en ny ejendom på soklen. ”Jeg følte ikke, at der var andre muligheder. Jeg ønsker naturligvis ikke, at mine børn skal vokse op i et hus, der er så angrebet af skimmelsvamp, at fagfolk vurderer det sundhedsfarligt.

Jeg tror, de fleste forældre vil kunne forstå min bekymring,” udtaler han. Muligheden for nedrivning havde allerede været luftet i mæglerannoncen, hvor ordlyden var: ”Ejendommen består af stuehus med aftægtsende. Har stået tomt i mange år og er ikke beboelig.

Smukke rammer, men med meget lille bygningsmæssig værdi. God sokkelstørrelse til nyt byggeprojekt.” ejerens reviderede ønsker om at skabe en familiebolig på Skansegården lød således: • Stuehuset til den tidligere landbrugsejendom nedrives og genopføres på den eksisterende sokkel. Tagetagen ønskes udnyttet med gavlkviste centreret i bygningskroppen mod henholdsvis nord og syd samt med saddeltagskviste symmetrisk placeret på hver side af gavlkvisten. • Der opføres en garagebygning på 145 m² og en let glasbygning. • Projektet indebærer, at en bygning mod nord vil blive fjernet (denne er i BBR noteret som værende en del af det nuværende stuehus).

Endvidere vil to barakbygninger på henholdsvis 59 m² og 86 m² blive fjernet. Byggeplanerne var designet til at imødekomme Fredningsnævnets betingelser og i bedst muligt omfang at bevare stilen fra den gamle ejendom, men med tilpasninger til nutidens krav om energioptimering og almindelig komfort. Grundet Dybbøl-fredningen krævede det som nævnt Fredningsnævnets dispensation, hvis det ansøgte skulle tillades.

Den endelige tilladelse til eventuel nedrivning skulle dog gives af Sønderborg Kommune. En målrettet kampagne mod ny ejer Problemerne var dog langt fra forbi for ejeren og hans drøm om at skabe en ramme for familien på Skansegården. Den nye ejer erfarede, at JydskeVestkysten gav sagen en del mere opmærksomhed, end man har ofret på mange tilsvarende sager, der har verseret om dispensation til renovering og nedrivning af faldefærdige bevaringsværdige bygninger – både i form af helsidesartikler og negative læserbreve.

De sidste var i stor udstrækning forfattet af en markant lokal politiker. “Faktisk har JydskeVestkysten indtil videre bragt mere end 20 omfattende indlæg om denne sag.” forklarer ejeren. “Et enkelt senere indlæg, der havde karakter af et direkte personangreb, var skrevet af JydskeVestkystens lokalredaktør, der stemplede hele min dokumentation, af bygningskonsulenters tilstandsrapporter, Fredningsnævnets kendelser, museumsfolks udtalelser m.m., som fake news.

I øvrigt blev indlægget publiceret uden tydelig angivelse af, at det var en kommentar og ikke en journalistisk artikel, hvilket JydskeVestkysten dog senere undskyldte.” For ejeren var kampagnen både overraskende og ubehagelig. ”I starten tænkte jeg ikke så meget over det. Der har jo ifølge Naturstyrelsens udsagn været en del andre interesserede i ejendommen, og nogle kan naturligvis være blevet skuffede over udfaldet. Men det ene indlæg efter det andet dukkede op på Facebook-siderne for JydskeVestkysten og gruppen Politik i Sønderborg.

Mange af dem forfattet af, eller med udtalelser fra, en tidligere borgmesterkandidat. Den røde tråd i dem var, at få mig til at fremstå som en rigmand, der havde overbudt alle, med dét ene formål at nedrive Skansegården og bygge et prestigeprojekt midt på Dybbøl Banke. Det kom ret hurtigt til at ligne en målrettet kampagne for ikke kun at modarbejde mine planer om en bolig på Skansegården, men i lige så høj grad at få mig til at virke utroværdig og arrogant.

Det var temmelig ubehageligt at opleve. Især da jeg aldrig tidligere har haft uoverensstemmelser med mediehuset eller den tidligere borgmesterkandidat, der i øvrigt viste sig både at være medlem af bestyrelsen for Jysk Fynske Medier (som udgiver JydskeVestkysten) og administrator på Facebookgruppen Politik i Sønderborg.” Det var ikke den eneste modstand ejeren mødte. ”Jeg fik at vide, at en af de andre, der havde budt på Skansegården, efter auktionen havde udtalt: Hvis han ikke fik lov at bo på ejendommen, så skulle han nok sørge for, at heller ingen andre fik lov til det.” Da strømmen af misinformation fortsatte, valgte ejeren i første omgang at trække sin ansøgning om nedrivningstilladelse tilbage. Stik mod præcedens i tilsvarende sager Samtidig gik han i gang med at undersøge tilsvarende sager i kommunen.

Han søgte aktindsigt i alle ejendomme i Sønderborg kommune, hvor der havde været givet dispensation for nedrivning af bevaringsværdige huse. “Der havde gennem de seneste par år været knap 100 sager, som havde fået dispensation,” fortæller ejeren. “Dispensationerne var givet af de samme politikere, som havde sat sig imod projektet på Skansegården.

I mine øjne ser det ud til, at man ikke er gået efter sagen, men direkte efter manden.” ejeren gik også i gang med at samle informationerne om de mange sammenlignelige sager på Facebooksiden Dybbøl Banke Skansegården, hvor de er tilgængelige for enhver, der ønsker indsigt i sagen. Fredningsnævnet giver dispensation – men forvaltningen stiller nye krav Fredningsnævnets afgørelse kom den 17. januar 2020. Man gav dispensation til nedrivning og opbygning af en ny ejendom på Skansegården.

Der var naturligvis en del krav fra Fredningsnævnet, der skulle imødekommes, men ikke nogen der ikke var mulige. Til gengæld er det ejerens oplevelse, at Sønderborg Kommunes forvaltnings krav til samme projekt ikke blot er mangfoldige; men også præget af en detaljeringsgrad, der ligger langt uden for det, der er normalt i tilsvarende sager. Han mener også, at kravene er ude af proportion i forhold til de byggetilladelser, der er givet til mange andre huse inden for Dybbølfredningen. ”Vi er i gang med tegningerne til det 8. forslag, og der bliver ved med at komme nye krav, hver gang vi løser udfordringerne.

Vi ønsker faktisk ikke noget, der ikke allerede er givet tilladelse til hos vores naboer,” fortæller ejeren undrende. Fagfolkene har beset, vurderet og talt Mens der har været delte meninger om Skansegårdens betydning blandt politikere og andre debattører, har fagfolkenes vurdering været relativ enslydende. Her er nogle af deres kommentarer: “Vi nedlægger ikke protest mod nedrivning af Skansegården.

Generelt er det trist, når der ryger en del af kulturarven, men Skansegården er i dårlig stand. Den er bygget efter 1864. Det er ikke et bygningsminde af høj værdi.

Det eneste der bærer den er, at den er en del af det kulturhistoriske landskab.” Carsten Porskrog Rasmussen, enhedsleder i Museum Sønderjyllands historiske afdeling, “Der er ikke nogen klausul om, at Skansegården ikke må nedrives. Vi har forhørt os om de historiske forhold. Skansegården er ikke bevaringsværdig i sig selv.” Inge Gillesberg, statsskovrider hos Naturstyrelsen, der solgte Skansegården ”Skansegården er ikke en del af de historiske fortidsminder.

Vi er trygge ved, fredningsmyndighederne afgør, hvad der må bygges i de historiske skanser. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg er sikker på, der ikke kommer noget, som ikke passer ind i omgivelserne.” Jens Peter Rasmussen, formand for historiecenterets bestyrelse ”Fredningsnævnet finder, at en nedrivning af det eksisterende stuehus og opførsel af et nyt på den eksisterende sokkel, en garagebygning på 145 m² mod nedrivning af 2 barakker og en bygning nord for stuehuset og en let glasbygning placeret som vist på tegning til ansøgningen ikke vil være i strid med fredningens formål, eller virke skæmmende for det fredede område.

Fredningsnævnet lægger vægt på, at bygningsmassen efter nedrivningen af eksisterende bygninger bliver mere samlet og vil fremtræde mere harmonisk.” Uddrag fra Fredningsnævnets afgørelse den 17. januar 2020 Er vi alle lige for loven? Mens arkitekternes blyanter gløder, og ejeren lidt resigneret venter på enten at opgive drømmen, eller at få muligheden for at bygge et nyt Skansegården, kan vi andre fundere lidt over om loven er ens for alle. ejeren har i stor udstrækning formidlet sine synspunkter gennem egne kanaler: hvilket vil sige Facebooksiden Dybbøl Banke Skansegården, samt betalte annoncer i forskellige medier suppleret med Google Ads kampagner. Mange har haft svært ved at forstå, at han har valgt den vej og har kritiseret hans betalte kampagner.

“Jeg har ganske enkelt ikke haft andre muligheder,” forklarer han. “Modparten har brugt deres egne Facebook-grupper, og desuden har de haft et af Danmarks største regionale mediehuse i ryggen. Både på gruppen Politik i Sønderborg og på JydskeVestkystens medier har jeg oplevet, at mine forsøg på at komme til orde er blevet bortcensureret.

Jeg har forståelse for, at det er almen praksis på private FaceBook-sider og bruger selv muligheden når folk mister fokus på bolden - men det er overraskende at opleve censur fra et statsstøttet uafhængigt mediehus. Når man bliver mødt af en så stærk angrebsfront fra nogle magtfulde lokalpolitikere med gode forbindelser til pressen, er det meget svært ikke at blive løbet over ende. Jeg har haft økonomisk mulighed for at stå fast og få formidlet mine synspunkter.

Havde det været en ung børnefamilie, en folkepensionist eller andre med et lidt mere stramt budget, havde de aldrig fået en chance for at komme til orde.” Netop i et tilfælde som det her, kan fagligt kompetente mennesker som bygningskonsulenter, museumsfolk og Fredningsnævnet give grønt lys – men den endelige afgørelse ligger hos politikerne. Spørgsmålet om hvorvidt de vægter de faglige hensyn eller har nogle helt andre dagsordner – tjae, det blæser i vestenvinden ude over Dybbøl Banke. (Opslaget har tidligere været bragt på vores Facebook side)

This is an automatic reading translation. The source’s allegations and assessments have not been independently confirmed through translation. Check wording, qualifications and meaning against the preserved Danish original. Some retained numbers may use Danish separators: a dot for thousands and a comma for decimals. Check amounts against the Danish original.

The battle over Skansegården. It began with the dream of a home in a beautiful place with a historic setting, but the difficulties surrounding the owner’s wish to bring new life to Skansegården piled up. Along the way, it developed into a battle driven more by emotions than facts and common sense.

Ultimately, the course of events raises the question: Are we all equal before the law? In the summer of 2018, Skansegården on Dybbøl Banke near Sønderborg was put up for sale. The seller was Naturstyrelsen Sønderjylland.

Skansegården, once bustling with family life, had been owned by the state for the past 56 years. For much of that period, the property had not been used as a permanent residence. Several more or less successful attempts had been made to bring the old building to life.

Historiecenter Dybbøl Banke had used the property for various events, and in 1990 a couple of wooden barracks were erected for that purpose. There had also been an attempt to establish a Red Cross Museum on the site – but the initiative was abandoned because sufficient financial resources for restoration could not be found. Skansegården lies within the area covered by the Dybbøl protection.

Lawyers assess that it is primarily the landscape on Dybbøl Banke that is protected. Buildings such as Skansegården are not listed, but may only be demolished or altered with Fredningsnævnet’s approval. The farmhouse has, however, been assessed as worthy of preservation under the SAVE method.

During state ownership, no funds were spent on preserving Skansegården, and without either heating or maintenance the buildings quietly fell into disrepair. The decline of the historic property culminated in 2018 when it was put up for sale. Despite the questionable condition of the buildings, there were many interested buyers.

One was the owner, a businessman from southern Jutland. He had fallen in love with Skansegården and its location and was willing to spend the money to restore the property if possible. He says: ‘As it was a sealed-bid auction, it was impossible to know how much would be needed to win.

I bid 5 million and was happy and surprised when I won. I looked forward to restoring Skansegården and creating a good setting for my family’s life in the interesting buildings. Naturally, I also knew that the place needed tender loving care.’ Accelerating decay due to neglected maintenance.

Because of the obvious damp damage and fungal infestation at the property, the owner began, on professional advice, by opening Skansegården’s windows. Mould thrives best in closed, damp environments. The increased ventilation was, however, far from enough to stop the deterioration of the building’s structures.

When Dansk Miljørådgivning (DMR) carried out a thorough examination of the property in June 2019, it quickly became clear that making it habitable would be difficult. As the technicians worked their way through the task, the bad news mounted. The investigation’s primary focus was to establish the construction and condition of the structures in relation to Sønderborg Kommune’s vision of Projekt Zero energy optimisation.

The conclusion was that the property had reached the end of its useful life and was unsafe from a health perspective. Its decay was accelerating, and it was not realistically possible to turn the property into a low-energy class 2020 house. Furthermore, all floors, walls and ceilings were affected by extensive mould requiring treatment.

DMR assessed that ‘the extent of the identified damp and mould-infested structures exceeds Sundhedsstyrelsen’s recommendations – and that remaining in the building poses a health hazard.’ Revised plans due to health hazards. Faced with these sober facts, the owner therefore decided to apply for an exemption to demolish the building and thereby gain the opportunity to build a new property on the foundations. ‘I felt there were no other options. Naturally, I do not want my children to grow up in a house so affected by mould that professionals consider it a health hazard.

I think most parents will understand my concern,’ he states. The possibility of demolition had already been floated in the estate agent’s advertisement, which read: ‘The property consists of a farmhouse with a retirement wing. Has stood empty for many years and is not habitable.

Beautiful setting, but with very little value in the building itself. Good foundation size for a new building project.’ The owner’s revised wishes for creating a family home at Skansegården were therefore: • The farmhouse of the former agricultural property is demolished and rebuilt on the existing foundations. The attic is intended to be used, with gabled dormers centred in the building body towards the north and south respectively, and pitched-roof dormers placed symmetrically on each side of the gabled dormer. • A garage building of 145 m² and a lightweight glass building will be constructed. • The project involves removing a building to the north, recorded in BBR as part of the current farmhouse.

Two barrack buildings of 59 m² and 86 m² respectively will also be removed. The building plans were designed to meet Fredningsnævnet's conditions and preserve the old property's style as far as possible, with adjustments to modern requirements for energy efficiency and ordinary comfort. As mentioned, the Dybbøl protection designation meant that Fredningsnævnet's exemption was needed for the application to be permitted.

Final permission for any demolition, however, had to be granted by Sønderborg Kommune. A targeted campaign against the new owner But the problems were far from over for the owner and his dream of creating a setting for his family at Skansegården. The new owner found that JydskeVestkysten devoted much more attention to the case than to many comparable cases concerning exemptions for renovation and demolition of dilapidated buildings worthy of preservation, in both full-page articles and negative readers' letters.

The latter were largely written by a prominent local politician. “In fact, JydskeVestkysten has so far published more than 20 extensive pieces about this case,” the owner explains. “One later contribution, which amounted to a direct personal attack, was written by JydskeVestkysten’s local editor.

He branded all my documentation, including building consultants’ condition reports, Fredningsnævnet’s decisions, statements by museum specialists and more, as fake news. The contribution was also published without clearly stating that it was commentary rather than a journalistic article, something JydskeVestkysten later apologised for.” For the owner, the campaign was both surprising and unpleasant. “At first, I did not think much about it.

According to Naturstyrelsen, there had been several others interested in the property, and naturally some may have been disappointed at the outcome. But one post after another appeared on JydskeVestkysten’s Facebook pages and in the Politik i Sønderborg group, many written by, or featuring statements from, a former mayoral candidate. Their common thread was to portray me as a wealthy man who had outbid everyone solely to demolish Skansegården and build a prestige project in the middle of Dybbøl Banke.

It soon began to look like a targeted campaign not only to oppose my plans for a home at Skansegården but equally to make me seem untrustworthy and arrogant. It was quite unpleasant to experience. Especially since I had never previously had disagreements with the media company or the former mayoral candidate, who also turned out to be a board member of Jysk Fynske Medier, which publishes JydskeVestkysten, and an administrator of the Facebook group Politik i Sønderborg.” That was not the only opposition the owner encountered.

“I was told that, after the auction, one of the other bidders for Skansegården said: if he could not live on the property, he would make sure nobody else could either.” As the stream of misinformation continued, the owner initially chose to withdraw his application for demolition permission. Directly against precedent in comparable cases. At the same time, he began investigating comparable cases in the municipality.

He requested access to records on every property in Sønderborg Kommune where an exemption had been granted for demolishing houses worthy of preservation. “Over the last couple of years, almost 100 cases had received exemptions,” the owner says. “They were granted by the same politicians who opposed the Skansegården project.

To me, it looks as though they targeted the man directly rather than the case.” The owner also began compiling information about the many comparable cases on the Facebook page Dybbøl Banke Skansegården, available to anyone wishing to understand the case. Fredningsnævnet grants an exemption, but the administration sets new requirements. Fredningsnævnet’s decision came on 17 January 2020.

An exemption was granted for demolition and construction of a new property at Skansegården. Naturally, Fredningsnævnet imposed several conditions to be met, but none that were impossible. By contrast, the owner feels that Sønderborg Kommune's administration's requirements for the same project are not only numerous, but also characterised by a degree of detail far beyond what is normal in comparable cases.

He also believes the requirements are disproportionate to the building permits granted for many other houses within the Dybbøl protected area. “We are working on the drawings for the 8th proposal, and new requirements keep coming every time we solve the challenges. We actually want nothing that has not already been permitted for our neighbours,” the owner says, puzzled.

The professionals have inspected, assessed and spoken While politicians and other commentators have differed over Skansegården's significance, the professionals' assessments have been relatively consistent. Here are some of their comments: “We do not object to demolition of Skansegården. In general, it is sad when part of the cultural heritage disappears, but Skansegården is in poor condition.

It was built after 1864. It is not a building monument of high value. The only thing supporting it is that it forms part of the cultural-historical landscape.” Carsten Porskrog Rasmussen, unit head in Museum Sønderjylland's historical department, “There is no clause prohibiting demolition of Skansegården.

We have made enquiries about the historical circumstances. Skansegården is not worthy of preservation in itself.” Inge Gillesberg, state forest officer at Naturstyrelsen, which sold Skansegården “Skansegården is not part of the historical ancient monuments. We are comfortable with the conservation authorities deciding what may be built in the historic redoubts.

That is not for me to interfere in. I am sure nothing will be built that does not fit into the surroundings.” Jens Peter Rasmussen, chairman of the history centre's board “Fredningsnævnet finds that demolishing the existing farmhouse and constructing a new one on the existing foundations, a garage building of 145 m² in exchange for demolishing 2 barracks and a building north of the farmhouse, and a lightweight glass building positioned as shown in the application drawing would not conflict with the purposes of the protection designation or disfigure the protected area. Fredningsnævnet attaches importance to the building mass becoming more consolidated and appearing more harmonious after demolition of the existing buildings.” Excerpt from Fredningsnævnet's decision of 17 January 2020 Are we all equal before the law?

While the architects' pencils are working feverishly and the owner waits, somewhat resignedly, either to abandon the dream or gain the opportunity to build a new Skansegården, the rest of us can reflect on whether the law is the same for everyone. The owner has largely conveyed his views through his own channels: the Facebook page Dybbøl Banke Skansegården and paid advertisements in various media, supplemented by Google Ads campaigns. Many have found it difficult to understand why he chose that approach and have criticised his paid campaigns.

“I simply had no other options,” he explains. “The opposing side used their own Facebook groups and also had one of Denmark’s largest regional media companies behind them. In both the Politik i Sønderborg group and JydskeVestkysten’s media, I experienced my attempts to speak being censored out.

I understand this is normal practice on private Facebook pages and use it myself when people lose sight of the issue, but it is surprising to encounter censorship from a state-subsidised independent media company. Facing such a strong attack from powerful local politicians with good press connections makes it very difficult not to be overwhelmed. I have had the financial means to stand firm and communicate my views.

A young family with children, a state pensioner or others on a tighter budget would never have had a chance to be heard.” In a case like this, professionally competent people such as building consultants, museum specialists and Fredningsnævnet can give the green light, but the final decision rests with politicians. Whether they weigh professional considerations or have entirely different agendas, well, the question blows in the westerly wind over Dybbøl Banke. Read more: https://www.facebook.com/DybbolBankeSkansegaarden/posts/1123517541334484