Kildens titel: Går dine skattepenge til kamufleret erhvervsstøtte

Registrerede opslagdatoer:

Sådan læses materialet

Kildens oprindelige tekst

Går dine skattepenge til kamufleret erhvervsstøtte? I 2010’erne manglede Sønderborg indre by i høj grad P-pladser, og man byggede et stort P-hus i seks etager med 12 niveauer og plads til 465 biler. Havnens P-hus blev indviet i november 2017, og byggeprisen var 63,3 millioner + en ukendt projekteringsudgift.

Dertil kom grundværdien, som, sammenlignet med de omkringliggende grundes vurderingspriser, må anslås til cirka 70 millioner. Det er en stor og langsigtet investering. BMC-Ejendomme, som er et ejendomsselskab under BMC Fond (Bitten Mads Clausen Fonden), manglede også P-pladser – måske fordi de havde bygget Alsik og projekteret Sergenten uden at have de lovkrævede P-pladser.

Derfor gav BMC i juni 2019 kommunen besked om, at de ville købe deres næsten nye P-hus. I en intern mail skrev en kommunal medarbejder: ”Vi har fået ordre på at sælge vores P-hus.” Reglerne kræver dog, at et sådant salg skal i offentligt udbud. Det kørte man under radaren ved at lave en notits på kommunens hjemmeside, med tilbudsfrist der løb to uger midt i sommerferien, hvor man var relativt sikker på, at ingen med 55 millioner på lommen opdagede det.

Derefter købte BMC Ejendomme parkeringshuset for 55 millioner og begyndte fra januar 2020 at opkræve parkeringstakst (efter to timers gratis parkering). Man havde jo købt en stabil pengemaskine. For at det ikke skulle lyde som en ren foræring af en ejendom (der potentielt er 100 – 150 millioner værd) satte kommunen grundværdien til 0 kroner.

Måske er det derfor, BMC Ejendomme kun betaler knapt 17.000,- om året i ejendomsskat for den attraktive havnegrund. Det kan dog også blot være fordi, ejendomskatten først bliver endelig fastsat, når der gives en ibrugtagningstilladelse til P-huset – hvilket vistnok stadig ikke er sket. Har man lavet en omvendt Robin Hood manøvre: taget fra de fattige og givet til de rige.

Er det her blot kamufleret erhvervsstøtte til en af Europas rigeste familier? Og tilmed i en kommune, der har sparet støttestrømper til pensionister væk. Hvis du er i tvivl om, at ovenstående historie er korrekt, har vi allerede lagt dokumentationen tilgængelig - men vi vil meget heller have, at du stiller nærgående spørgsmål til de politikere, der alle har været involveret i denne transaktion.

Smid også gerne en kommentar herunder. Synes du, at det er helt ok? FOTO: Sønderborg Kommune

Kilder og oprindelige henvisninger