Kildens titel: Kære Claus Som medlem af Venstres gruppe i byrådet, kan din stemme for eller imod et eventuel paragraf 14 forbud mod nedrivning af Skansegården m
Registrerede opslagdatoer:
Sådan læses materialet
Kildens oprindelige tekst
Tekstversion fra 23 maj 2020
Kære Claus Som medlem af Venstres gruppe i byrådet, kan din stemme for eller imod et eventuel paragraf 14 forbud mod nedrivning af Skansegården måske blive afgørende. Derfor vil jeg gerne sikre mig, at du er helt afklaret om, hvad det er, du skal tage stilling til. Skansegården er ikke fredet.
Hovedbygningen er bevaringsværdig i klasse 3 efter SAVE-skalaen. Det betyder blot, at man skal spørge Fredningsnævnet til råds før en eventuel nedrivningstilladelse. Det er naturligvis allerede blevet gjort.
Fredningsstyrelsen, museumsverdenen, bygningskonsulenter samt Sønderborg Kommunes Forvaltning har alle sagt god for en nedrivning af den faldefærdige bygning og endog ytret, at Skansegården ikke tager væsentlige historiske værdier med sig i graven. Der er absolut ingen saglige argumenter, der støtter et forbud. Der er heller ingen tidligere sager, hvor Venstre har udvist en så markant uvilje mod nedrivning af en bevaringsværdig bygning.
I øvrigt har Skansegårdens naboer ikke oplevet lignende vanskeligheder med tilladelser til nedrivninger og nybyggerier. Du skal derfor vurdere, om du vil støtte op om din gruppeformands tilsyneladende helt personlige hetz mod undertegnede. Tror du, at denne sag overhovedet var blevet til noget, hvis det havde været en anden, der havde vundet auktionsbuddet?
Ved du, hvem der gemmer sig bag de anonyme bud? Har du lyst til at tage en beslutning, som du godt ved, mangler enhver form for logik og faglig begrundelse - og som på den lange bane kan blive rigtig dyr for kommunen? Jeg håber, at du træffer den beslutning, som du selv bliver glad for - også i længden.
Med venlig hilsen ejeren
